Giv slip og dans

Kammille

Jeg ELSKER at danse! Og jeg elsker også at skabe et rum hvor andre får mulighed for, at slippe deres egne begrænsninger og sætte sig selv fri i dansen. Jeg tror på at vi skal leve fra hjertet og i vores krop og ikke kun i og ud fra vores hoved.

Jeg har levet størstedelen af mit liv i og fra mit hoved, uden at kunne mærke mig selv, uden kontakt til min krop. I mit møde med groove dans og de sandheder groove er udarbejdet fra, lærte jeg min krop at kende, fik skabt en forbindelse med den og begyndte at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg lærte at lytte til den og forstå hvad den fortalte mig. Jeg lærte at flytte mig fra mit hoved og mine mange tanker til at være tilstede i min krop og få kontakt til mig selv, min kerne og mit hjerte. Det blev en pause, et sted jeg igen og igen besøgte og udviklede mig fra. Jeg slap alle tanker og bedømmelser over hvordan jeg ser ud og bevæger mig på og det var starten på en rejse mod at være fri af perfektionisme og præstation. Jeg har fået nydelse og glæde koblet sammen med det at bevæge mig på alle mulige kreative måder. At bevæge sig, at danse er sundhed og selvkærlighed for mig og fylder mig op med overskud og glæde. 

Dans er for mig frihed og kærlighed, det er min vej til kraft og livsnydelse. At få kontakt til mig selv, at kunne mærke efter, at nyde min krop og alt hvad den kan, at bevæge mig frit og uden bedømmelse, at give slip på alt der ikke gør mig godt og at have et frirum til bare at være mig.

Når jeg danser skal jeg ikke præstere, gøre, imponere eller bevise noget for nogen. Her kan jeg være MIG med alt hvad JEG er- for med Groove kan jeg ikke gøre det forkert. Min måde at danse på er den rigtige måde, jeg skal se forskellig ud fra alle andre, der er ingen der kan gøre det for mig og der er ingen der går op i hvordan jeg ser ud. Det er så skønt og befriende når de sandheder integrerer sig i kroppen og i sindet. Friheden og lykken ved at få et rum hvor jeg kan være MIG uden ansvar for andre end mig selv og få kontakt med min krop og med min inderste kerne er enorm. 

Jeg er uddannet Groove facilitator hos The World Groove Movement af Misty Tripoli, for både voksne og børn.

Dans dig ind i livet

Kærligst

Kammille